LAU CASPAR THYGESEN

GULDVINDER VED DM I HÅNDBRYG 2016

Da ølrevolutionen bølgede ind over landet i 00’erne blev jeg grebet af den. Variationen og spændvidden i alle de forskellige øltyper fascinerede mig. Jeg havde i flere år tænkt på selv at brygge øl og begyndte at læse og se videoer på nettet og læse bøger om hjemmebryg. I 2010 fik jeg endelig købt udstyr, et simpelt setup med elektrisk gryde, si, kobberchiller og gærspand. Og så i gang. I starten sammensatte jeg opskrifter kun med maltektrakt, lidt krystalmalt og humle, men hurtigt skiftede jeg til all grain opskrifter.

Det der særligt inspirerer mig er at planlægge mine næste bryg, læse hvad andre har gjort og sammensætte og konstruere opskrifter, så det rammer hvad jeg vil med øllen. Selve brygningen er også sjov – sådan lidt zen-agtigt, hvor jeg hele tiden forsøger at optimere og forbedre processen. Flaskning har dog aldrig været sjovt og for nogle år siden sadlede jeg derfor om til corny kegs og tvangskarbonering. Det gav mig energi til at øge frekvensen af mine bryg. Nu brygger jeg mindre batches, men oftere og mere varieret. Jeg brygger humlede og bitre amerikanske øl, belgiske krydrede hvedeøl og saisons og brændte, stærke og voldsomme stouts. Det hele er godt, men mere humle er for det meste lidt bedre.

Min øl – Lau the Guitarman – er en hop-forward IPA – sådan som jeg synes den skal være. Maltsammensætningen består kun af Maris Otter malt. Ingen krystalmalt, ingen hvede, kun fyldig engelsk malt til at spille op mod al humlen. Det giver en lys øl, men med god fylde. Bitterheden kommer fra Magnum humlen efterfulgt af masser af Citra, Mosaic og Simcoe humle til sidst i kogningen og ved tørhumling. Kombinationen af de sene humler blander et væld af duft af tropisk frugt, citrus, passionsfrugt, blomster og græs. Gæren er en neutral amerikansk gær, der ikke giver det store indtryk. Øllen er bitter, men stadig dejlig drikbar.